Rejsebrev maj 2007
- At være kvinde er ikke det samme som at være sårbar
Af Rose Løvgren, Volontør i Børn i Afrika
Pammela Nkutha blev født d. 17. marts 1987 i Gulu Distrikt, der ligger i det nordlige Uganda. I 1988 mistede hun sin mor, hvorefter familien flyttede til Rakai Distrikt i det sydvestlige område af landet. Der gik dog ikke mange år, før hun også mistede sin far, og i 1994 var hendes fem søskende hendes eneste levende slægtninge.
Hendes ældste storebror var dog på daværende tidspunkt 19 år, og havde en indkomst, der kunne forsørge familien. Ikke desto mindre valgte han at tage Pammela ud af skolen. Han anså det for spild af tid og penge, at uddanne en pige i andet end husholdning. Derfor brugte Pammela de følgende fire år af sit liv på at arbejde hjemme, mens familiens drenge gik i skole. Samtidig blev hun voldsomt forsømt i hjemmet, og det gik så vidt, at den lokale præst var nødt til at skride ind. Hun flyttede derefter ind hos præsten, og fik endelig lov at komme i skole igen.
Tilbage til sin bror
Pammela siger, at hun var lykkeligere end nogensinde i den tid, og svor aldrig at vende tilbage til sin bror. Men familie og slægt spiller en stor rolle i Uganda, og derfor anså præsten det for at være bedst, at hun vendte tilbage til sin bror, mod at han lovede at behandle hende bedre, og lade hende fortsætte sin skolegang. Ordningen virkede, fordi Pammela var flittig og kunne imponere sin bror med gode eksamensresultater, samtidig med at hun hjalp til i hjemmet.
Efterhånden som årene gik og lektierne blev flere, blev det dog stadig sværere for Pammela at nå både skole og husholdning. Det resulterede i, at hun bestod med dårligere karakterer end ellers i første semester af sec. 4, hvilket svarer nogenlunde til 1.g. Som følge heraf tog hendes bror hende igen ud af skolen, og hun var tilbage i, hvad hun beskriver som en desperat situation, villig til at gøre hvad som helst for at komme i skole.
Det var på dette tidspunkt hun traf Det lutherske Verdensforbunds (LWF) frivillige AIDS rådgiver John Mayanja, som introducerede hende for Lyantondes Vocational Skill Training Programme. Centret er støttet af Folkekirkens Nødhjælp, og er en slags teknisk skole, hvor unge mennesker over to år lærer et praktisk håndværk, så de kan understøtte sig selv. Her fik Pammela mulighed for at bo på det nærliggende kollegium, så hun på den måde fik bedre chancer for at koncentrere sig om studiet.
Mod og viljestyrke
Indtil videre er der ikke noget i Pammelas historie, der adskiller sig fra tusinder af andre børn i Uganda, eller fra millioner af børn i Afrika. I 2005 var der alene i Rakai Distrikt over 400 child headed households, familier der ledes af børn, og antallet stiger hele tiden, hovedsageligt pga. AIDS. Forskellen består kun i, at hun, i modsætning til størstedelen af andre børn i hendes situation, fik chancen for at forbedre sine livsvilkår. Men hvor Pammela virkelig skiller sig ud fra mængden, er i hendes valg af hovedfag på skolen. For hun valgte som den første og eneste kvinde på kurset hverken skræddersyning, vævning eller madlavning, men murerhåndværket. Pammela vil være murer.
Når man betragter ugandisk kultur, og ser hvor store forventninger og tabuer, der er omkring kvinder, kan man ikke andet end at blive imponeret over Pammelas mod og viljestyrke. Grunden til hendes valg var simpel:
"Vi har altid boet i dårlige huse. Jeg tænkte, at hvis jeg blev murer, kunne jeg bygge et godt" siger hun.
Hun har endnu ikke fået skaffet materialer til at bygge sit eget hus. Til gengæld går det godt med at blive hyret til at bygge andres. Hun er utrolig populær som murer i Lyantonde, fordi hun er hårdt arbejdende og dygtig. Fra hun bestod sin eksamen i december 2006 og til nu (maj 2007) har hun deltaget i byggeriet af 22 huse.
"At være kvinde, er ikke det samme som at være sårbar" siger hun og fortsætter:
"Kvinder kan være endnu bedre murere end mænd".
Jobbet giver håb
Men på trods af hendes evner og store gå på mod er lønnen for hendes arbejde lav, og hun tjener kun lige nok til at forsørge sig selv og bidrage til familiehusholdningen. Det alene har dog haft den meget positive konsekvens, at hun endelig har fået et godt forhold til sin bror, der er meget stolt af det arbejde hun laver. Ikke desto mindre ville hun gerne have muligheden for at fortsætte sine studier og få diplom i ingeniørteknik, noget hun håber LWF en dag kan hjælpe hende med, da hendes egne midler ikke rækker.
Pammela har i det hele taget en meget energisk og positiv tilgang til hele sin situation, men jeg kunne ikke lade være med at spørge hende, om ikke hun af og til ærgrede sig over ikke at have studeret videre i Secondary School, når hun nu altid har været bogligt begavet. Til det svarede hun:
"Det ærgrer mig ikke spor. Man mister håbet, når det altid skal være så svært at få lov og man ikke kan se enden på det. Som murer fik jeg håb, og jeg kan se resultaterne af det arbejde jeg laver. Det er her jeg kan se en fremtid", siger Pammela.