Skole-sponsorater

- Støt et forældreløst barn i Afrika med et skole-sponsorat

Vi har beregnet at udgifterne til et barn i 1. til 7. klasse i dagskole pr. måned beløber sig til kr. 150,-

Børn i Afrika håber at tegne mindst 120 skolesponsorater inden årets udgang

Et skolesponsorat til Børn i Afrika er med til at sikre, at 400 forældreløse og nødlidende børn fra slumkvartererne i Kampala får deres skolegang i en velindrettet ny skole, hvor de bliver undervist i grundliggende færdigheder.

I øjeblikket har vi 84 skolesponsorater. Men vi behøver at få tegnet mindst 120 skolesponsorater inden længe. Det hænger sammen med, at Danidas projektperiode er ophørt fra 1. januar 2008. I forlængelse af den er der aftalt en 3-årig såkaldt exit strategi, hvor Børn i Afrika yder en årlig driftstøtte på 180.000 – 200.000 kroner. Derfor er det vigtigt for Børn i Afrika at få tegnet mindst 120 skolesponsorater.


Eden School

Eden School drives af Børn i Afrikas partnere Ambassadors of Hope og Eden Revival Ministry, og skolen har overenskomst med Undervisningsministeriet (Ministry of Education and Sport).

Børnene lever i slumkvarterene i Katanga og Bukoto, hvor de vokser op under kummerlige vilkår. Drikkevandet er så urent, at kolera jævnligt bryder ud i epidemier. Samtidig ligger slumområderne i lavtliggende fugtige dalsænkninger, som giver gode vilkår for malariamyg.

De voksne i slumkvartererne er ofte påvirkede af at indtage hjemmebrændt øl, alkohol og forskellige euforiserende stoffer og de lever i ustabile forhold med skiftende partnere og der foregår en betydelig prostitution.

Ofte må lærerne træde til for at hjælpe og beskytte pigerne i pubertetsalderen, efter at de er blevet voldtaget af en af de mænd, som de bor i hus med, eller når de har fået et malariaangreb, som de ikke bliver behandlet for.

Lærerne hjælper børnene, når de har problemer. De går på besøg i børnenes hjem og forsøger gennem samtaler, at rede trådene ud. Når børnene er syge, vil de hellere være på skolen, fordi de ved, at de bliver passet af lærerne og får medicin.

Skolen sørger for, at børnene får jævnlige helbreds check, hvor de i særlig grad undersøges for ring- og mave orm, kolera og malaria. Hvis et barn er blevet smittet med HIV gennemføres et særligt medicinsk program.

I Eden School får børnene en grundlæggende undervisning i engelsk, luganda og de lærer at skrive og regne. De synger i kor, danser og musicerer – dyrker sport og de får et måltid varmt mad hver dag. Læs mere på vores side om Eden School.


En bedre start

Det er alle disse ting som har bekræftet Børn i Afrika i, at det var rigtigt at bygge Eden School netop i Bukoto, omgivet af mange forskellige fattigdomsproblemer, og så derfra hjælpe forældreløse og nødlidende børn til at få en bedre start på tilværelsen.

Hvis du er blevet interesseret i at tegne et skolesponsorat og på den måde være med til at bekæmpe fattigdom og give børnene en chance, så besøg vores støtte-side.


Sidst opdateret 2008.02.06